Forside
Arrangementer Her & Nu
Foreningen bag
Teutoner-koret
Nyhedsoversigt
Tidligere forestillinger
Links
Kontakt os

03.11.2006

Teutonernes ”Prins Buris og Liden Kirsten” en succesoplevelse trods mange problemer undervejs... 

 

Der var et pænt fremmøde til Teutonernes ordinære generalforsamling mandag aften på Snedsted Kro, hvor omkring 35 medlemmer var mødt frem.

I beretningen fra bestyrelsen nævnte formanden John Pedersen bl.a., at der til opstartsmødet i januar var mødt mange interesserede frem, men måske havde projektets længde, med turne til København i juli og repremiere i Snedsted i august, afholdt nogen fra at deltage i projektet. Ihvertfald fald kunne man godt have brugt lidt flere skuespillere, især mænd til at udfylde nogle af rollerne bl.a. som vikinger i stykket, men så måtte nogle af bestyrelsens medlemmer jo trække i kostumerne og udfylde disse roller, sagde formanden.

Iøvrigt sagde formanden, at man var stødt ind i en del problemer i første del af projektets forløb i løbet af foråret, bl.a. fordi det oprindelige projekt forudsatte opførelse i mørke p.g.a. div. lyseffekter m.v., og derfor var den oprindelige plan, at forestillingerne i København først startede omkring ved halvti-titiden. Men her løb vi panden imod en mur hos diverse myndigheder i København, idet der iflg. reglerne ikke kunne gives tilladelse til høj musik efter kl. 22.00 om aftenen.

Heller ikke flytning af spillestedet til Fem-øren i København løste problemerne, hvorefter ønsket om et stort mørkelagt telt blev fremsat – men dette telt havde en så stor størrelse, at det ikke kunne være på Fem-øren, sagde formanden – og herefter blev spillestedet forflyttet til 10-øren – også beliggende ved Amager Strandpark.

Men selv om det gik rigtig godt med at skaffe økonomi til projektet igennem velvillige sponsorer og tilsagn om ca. en halv million i støtte fra Fødevareministeriet – ja så begyndte det samtidig også at gå galt med ønskerne om diverse udstyr m.v. til projektet, hvilket samtidig medførte et mere og mere anstrengt forhold imellem bestyrelsen og de professionelle ledere af projektet, sagde formanden.

 

Klik på billederne for store fotos.

 
En del af Teutoner-korets medlemmer gav et par prøver på deres nye repertoire.

Og som bekendt førte tingene senere til et brud med forestillingens instruktør og producer, med bl.a. efterfølgende advokatbistand osv., som sluttelig endte med et forlig, som dog kostede foreningen en hel del penge, sagde formanden.
Men tingene endte som bekendt med, at det lykkedes at få ansat en ny instruktør, som så ændrede det oprindelige projekt m.h.t. til sceneopsætning, scenografi osv., og herefter gik det slag i slag, og via en suveræn indsats lykkedes det, at få en fantastisk forestilling op at stå, hvor alle vi medvirkende oplevede en helt fantastisk turne til København, hvor spillestedet i Landbohøjskolens gårdmiljø på Frederiksberg, bare var den helt perfekte ramme om forestillingerne i København, sagde formanden.

Og netop den meget vellykkede turne og det gode sammenhold og fællesskab alle oplevede i København, ja det smittede helt afgjort også af på forestillingerne i Snedsted, hvor der fra første færd var den samme stemning, som vi oplevede i København, sagde formanden.

Så endnu en gang er det lykkedes at gennemføre et særdeles vellykket projekt i vores forening Teutonernes Rejse, og med hensyn til fremtiden, så vil vi senere afholde et seminar om, hvordan tingene skal/kan foregå fremover, og hvor vi også vil diskutere stil og form m.h.t. til fremtide forestillinger m.v., sluttede formanden sin beretning.

Næste punkt var regnskabet, hvor også kassereren Tage Leegaard kunne melde om problemer, bl.a. p.g.a. udgifterne til instruktørskiftet, men også fordi Fødevareministeriet havde reduceret sit oprindelige tilsagn om støtte på ca. 495.000,- kr. til omkring kr. 410.000,-. Årsagen til denne reduktion i tilskuddet skyldes iflg. Ministeriet, at foreningen havde indgået kontrakter med bl.a. forfatter og andre instruktører, inden Fødevareministeriet havde givet sin bevilling.

En afgørelse som ingen rigtig forstår, og derfor er der nu sendt en indsigelse mod denne afgørelse til Fødevaredirektoratet, og så må fremtiden vise, hvorvidt det vil lykkes at få alle pengene udbetalt, sagde kassereren.

Årets regnskab endte derfor med et underskud, så foreningen alligevel vil få brug for kommunegarantien fra Thisted kommune på kr. 100.000,-, noget som man ikke kalkulerede med i første omgang, fordi økonomien så fin ud, men det kan uforudsete problemer jo som bekendt hurtigt ændre på.
Det endelige regnskab incl. kommunegarantien endte med et minus på ialt kr. 25.000,-, som jo tærer kraftigt på foreningens i forvejen lille egenkapital, og selv om det vil lykkes at få udbetalt hele bevillingen fra Fødevareministeriet, ja så vil det ikke komme foreningen tilgode, da pengene jo så først og fremmest skal bruges til at dække Thisted kommunes underskudgaranti ind.

Så foreløbigt er foreningens håb om, at årets forestilling kunne styrke egenkapitalen, som et godt afsæt på et evt. nyt projekt om et par år, foreløbigt ikke blevet opfyldt.

Under punktet fremtidige aktiviteter blev det foreslået, at foreningen fortsatte – ja gerne udbyggede aktiviteterne med diverse tilbud i de mellemliggende år, indtil næste projekt søsættes – hvilket formentlig vil ske i 2009, hvis ellers det hidtige tidsinterval holder.
Bestyrelsen vil derfor drøfte en evt. nedsættelse af et ”aktivitetsudvalg” som skal forsøge at fremkomme med gode ideer til evt. aktiviteter i den mellemliggende tid.

Det fremtidige kontingent til foreningen forbliver uændret i 2007, og under valg til bestyrelsen blev Thorkild Madsen og foreningens webmaster Torben Jensen nyvalgt til bestyrelsen, som afløsere for Lene Balle og Vagn Thorning.

Under punktet evt. gav flere af deltagerne i sommerens projekt udtryk for en fantastisk oplevelse – både på turneen til København og til de efterfølgende forestillinger i Snedsted, hvilket ikke mindst skyldtes, som det hed ”en suveræn god indsats af foreningens bestyrelse", som på trods af mange uforudsete problemer, op- og nedture m.m. – alligevel formåede at holde fast, så det nok engang lykkedes for foreningen Teutonernes Rejse, at kunne præsentere en ny flot musikteater-forestilling – den femte i rækken siden starten i 1993”.