Forside
Arrangementer Her & Nu
Foreningen bag
Teutoner-koret
Nyhedsoversigt
Tidligere forestillinger
Links
Kontakt os

28.11.2007

Nyhedsbrev 28. november 2007.... 

Kære Teutonere.

Så er det vist igen tid for et lille Nyhedsbrev, for selvom der udadtil måske virker lidt stille, så er det bestemt ikke udtryk for, at der ikke sker noget – faktisk tværtimod.

Både bestyrelse og aktivitetsudvalg er og har været i fuld gang – siden sidste nyhedsbrev i september. Bestyrelsen med det nye projekt i 2009, og aktivitetsudvalget med planlægning af diverse øvrige aktiviteter i tiden fremover.

 

DET NYE PROJEKT I 2009

Arbejdet med det nye projekt i 2009 skrider godt fremad, og vi er denne gang kommet godt fra start i rigtig god tid.

Siden sidst har vi afholdt møde med kommunens fundraisere, som hjælper os med at finde frem til diverse fonde, og ansøgninger hertil udsendes i øjeblikket i en lind strøm, og vil gøre det de næste 2-3 mdr., da der jo er forskellige ansøgningsfrister fra nu og frem til slutningen af marts måned.

På bestyrelsesmøde afholdt tirsdag den 27. november har vi netop vedtaget nogle tidsfrister, som sikrer at vi denne gang er velforberedte og ude i god tid.

Således har vi vedtaget, at vi inden sommerferien skal have overblik over bevilgede tilskud fra diverse fonde, kommunalt tilskud m.v. Dette er er forudsætning for, at vi kan lave kontrakter med div. tilknyttede professionelle instruktører, forfatter m.v.

Såfremt bevillingerne fra div. fonde m.v. går som vi håber, så indledes kontakten til de forskellige professionelle aktører umiddelbart efter sommerferien, og div. kontrakter underskrives. Dette forventes afsluttet senest 1. sept. 2008.

I aug/sept. gælder det så kontakten til de lokale sponsorer, sådan at et egentlig opstartsmøde for alle interesserede medvirkende kan afholdes i oktober måned 2008.

Det giver os god tid til evt. at annoncere/finde frem til flere medvirkende/hjælpere m.fl., såfremt det bliver nødvendigt.

I den mellemliggende tid er der masser af opgaver, som skal løses. Bl.a. skal div. kontakter knyttes i Slesvig-området, og via vores kontakt til lokalformanden for Grænseforeningen, er byen Husum med godt 22.000 indbyggere i spil, som et muligt mål for vores turne.

Her er der foreløbig to spillemuligheder/steder nævnt – et sted som allerede fungerer m.h.t. til div. friluftsarrangementer/spil – og et alternativt, nemlig den oprindelige okseplads med kreaturbokse m.v. , hvor studene i fortiden blev drevet ind i.

Også overnatningsmuligheder på en dansk skole i området kan vise sig at være en mulighed.

Så bestyrelsen - eller dele heraf - vil derfor i det nye år besøge området, og her forhåbentlig få knyttet nogle gode kontakter, og ikke mindst få kigget på området og de forskellige muligheder.

Men meget mere om det i vores næste nyhedsbrev.  


ØVRIGE AKTIVITETER

Vores Aktivitetsudvalg er heldigvis stadig meget aktive m.h.t. at tilrettelægge nye spændende aktiviteter for den nærmeste fremtid, og vi kan derfor allerede nu byde på følgende:

JULEOPTOG I SNEDSTED

Søndag den 9. december kl. 15.30 er der stort juleoptog i Snedsted, hvor Tambourkorpset går i spidsen for optoget med masser af pyntede køretøjer, figurer og meget mere.

Teutonerne er selvfølgelig også med her, idet aktivitetsudvalget opstiller et telt, hvor der bl.a. vil være en fiskedam, salg af æbleskiver og varm gløgg, samt salg af juledekorationer.
Endvidere medvirker Teutonerkoret og evt. også Snedsted kirkekor.

Herudover har Lisbet fra aktivitetsudvalget stået bag fremstillingen af en ny flot pjece om Teutonerne – som både orienterer om vore tidligere projekter og selvfølgelig også om det nye projekt i 2009.

Pjecen deles ud til folk på gaden denne dag, og der opfordres til at blive medlem/støttemedlem i vores forening, og dermed støtte op om det nye projekt i 2009. I pjecen vedlægges et girokort.

Så et rigtigt Teutoner-fremstød ved årets juleoptog, og vi håber selvfølgelig på, at en masse Teutonere møder op, og får en hyggelig eftermiddag ud af det.

 

 

TEATER-AFTEN D. 15. JANUAR

Tirsdag d. 15. januar er der sat vand over til en rigtig hyggelig teater-aften, hvor Limfjordsteatret opfører stykket ”Livet og sårn 2”. på Snedsted skole.

Aftenen starter allerede kl. 18.00, hvor Thorkild Madsen har lavet aftensmad til os – Karbonader og grønærter - efterfulgt af en lækker dessert.

Selve teaterforestillingen starter kl. 19.30.

Pris for spisning: kr. 35,- pr. person
Forestillingen: kr. 95, pr. person - pensionister og unge under udd. Kr. 60,-.

Øl, vin og vand kan købes til rimelige priser.

Igen en rigtig hyggelig aften og et kulturtilbud med Teutonerne som arrangør, hvor alle byens og omegnens borgere er særdeles meget velkommen – og selvfølgelig kommer alle Teutonere da naturligvis også.
For hvem vil spise hjemme til den pris...

Gerne tilmelding på tlf. 96 19 90 00 eller på mail torben@easy-net.dk – eller til en fra bestyrelsen.


NYTÅRSKUR

Sidste år havde vi en rigtig hyggelig og dejlig aften med vores nyårskur-arrangement.

Så derfor arrangerer aktivitetsudvalget igen en nytårskur-aften, nemlig:

Fredag d. 25. januar kl. 18.00 på Snedsted skole.

Thorkild står for menuen, som byder på:

  • Godt nyår med et glas champagne.
 Herefter ta`selv bord med:
    • Sild og kippers
    • Rødspættefilet
    • Varm leverpostej
    • Frikadeller og rødkål
    • Boller med pålæg og ost
Altsammen til den fantastiske billige pris a kr. 40,00 pr. person.

Tilmelding til aftenen er nødvendig af hensyn til maden.
Ring eller mail til Torben på tlf. 96 19 90 00 eller på torben@easy-net.dk – eller en fra bestyrelsen, gerne hurtigst muligt, men allersenest onsdag d. 23. januar.

Der kan selvfølgelig købes div. drikkevarer, kaffe m.v. til normale lave medlemspriser.


”EN DAG I PARKEN/ANLÆGGET”

Ja andre kalder det f.eks. ”En søndag på heden”, eller noget i den stil, men vores aktivitetsudvalg arbejder allerede nu med planer om at lave et sådant arrangement i sommerens løb i anlægget i Snedsted – på Friluftsscenen og de tilstødende grønne plæner.

De foreløbige ideer går på, at få øvrige foreninger i Snedsted til at medvirke med diverse former for aktiviteter i dagens løb – der bliver diverse boder, og måske en stor grill – og selvfølgelig skal der også være underholdning i form af musik og sang m.m.

Altså kort sagt – en rigtig hyggelig sommerdag, med strålende solskin, underholdning, diverse aktiviteter, fællesspisning og måske meget mere...

Spændende bliver det ihvertfald at se, hvad udvalget denne gang finder på – vi glæder os allerede...

Meget mere om det senere....

Bestyrelsen ønsker alle en rigtig glædelig jul.

P. b.v.

Torben Jensen
redaktør/webmaster